Anden weekend i oktober, den 13.-15. oktober, får du mulighed for at komme med på Vagabond Tours' store vandretræf, der bliver holdt i naturskønne omgivelser på Sydfyn, Tåsinge og Langeland, tæt på den 220 kilometer lange Øhavsstien. Vandreruten krydser fire kommuner og går rundt om Det Sydfynske Øhav. Ialt bliver der plads til cirka 100 vandrere, som bliver indkvarteret på et af egnens bedste hoteller, og det betyder, at du kommer til at tilbringe weekenden sammen med en masse andre natur- og vandreinteresserede. Og hvem ved: Måske bliver det også til et hyggeligt gensyn med folk, du har mødt før, måske på en af vore vandreture.
Turen starter og slutter i Svendborg, der også er fast base for vandretræffet. Deltagerne ankommer fra fredag eftermiddag og aften, og programmet for lørdag og søndag byder begge dage på dagsvandringer efter eget valg.
Deltagerne vælger selv, hvilke strækninger de vil gå. Du kan vælge mellem seks forskellige ruter på mellem 11 og 18,5 kilometer, for eksempel mellem Trente Mølle og købstaden Faaborg, i Svanninge Bakker, i Nørreskoven på Tåsinge og herregårdslandskaberne på Langeland. Om aftenen holdes foredrag om Øhavsstien og andre vandre-relaterede indslag.
Vandretræffet er åbent for tilmelding.
|